Vedligeholdelse / Maintenance

Vedligeholdelse / Maintenance

Vedligeholdelsesreglement

Grundlag:

I princippet bidrager hver lejer til at til at betale for ejendommens samlede vedligeholdelsesudgifter, såvel udvendig som indvendig. En væsentlig del af disse udgifter betales via huslejen. Det vil sige, at omkostningerne afholdes af de midler, der hvert år afsættes til vedligeholdelsesformål i kollegiets budget.

Formålet:
Formålet med at pålægge lejer at betale en del af vedligeholdelsesomkostningerne direkte, frem for at afholde udgifter over kollegiets driftsbudget, er at opnå en mere retfærdig fordeling af udgifterne, således at den der slider mest på kollegiet, kommer til at betale mere end de øvrige.
Såfremt alle vedligeholdelsesudgifter blev afholdt af kollegiets driftsbudget, det vil sige indgik i de udgifter, som danner grundlag for lejens fastsættelse, ville alle komme til at betale for ting der bliver ødelagt på grund af for eksempel misligholdelse og hærværk.

Hovedprincippet:
Opdelingen af lejers og udlejers pligter er at tilstræbe, at udlejer (kollegiet, og det vil sige kollegiets beboere som sådan ) betaler de vedligeholdelsesudgifter der hidrøre fra almindelig slid og ælde, mens den enkelte lejer må betale for de øvrige udgifter.

I praksis sker denne opdeling ved et fraflytningssyn, men det formål at fastsætte udgifterne til vedligeholdelse imellem kollegiet og den fraflyttende .

Normal istandsættelse:
Kollegiet overtager gradvist udgiften til den normale istandsættelse ved fraflytning.
For maling af vægge og lofter overtaget kollegiet vedligeholdelsen efter 4 år (en gang strygning). For maling af træværk og øvrige ting, overtaget kollegiet efter 4 år.
Overtagelsen sker i forhold til den periode, den enkelte lejer har beboet lejemålet.
Når fraflytningen sker, inden kollegiet helt har overtaget udgiften til den normale istandsættelse, betaler lejer kun den andel, som kollegiet ikke har overtaget.

Misligholdelse:
Som følge af misligholdelse pålignes den fraflyttende lejer fuldt ud, uanset boperiodens længde. Misligholdelse foreligger, når der konstateres forringelser eller skader, der ikke kan tilskrives almindelig slid og ælde, men som følger af lejers særlige brug af det lejede.

Indflytning:
Ved indflytning overtages alle lejemål i en pæn og vel vedligeholdt stand, eller i den stand som bestyrelsen måtte have fastsat som tilfredsstillende. Kun hvor, der efter kollegiets skøn har været behov for det, vil træværk, inventar og gulve være nyistandsat. Nyindflytteren må acceptere, at  boligen, dens træværk og tekniske installationer bærer præg af det slid, der må anses for rimeligt i en bolig af den pågældende alder og type.

Fejl og mangler:
Skulle der blive konstateret fejl og mangler ved indflytningen skal de påberåbes af lejer senest 14 dage efter indflytningen, idet lejer ellers mister retten til efterfølgende at gøre disse gældende. Skønner kollegiet, at konstaterede fejl og mangler er mindre væsentlige, kan afhjælpning undlades, men fejl og manglerne vil blive noteret i lejemålsarkivet, så lejeren ikke kommer til at hæfte herfor ved fraflytning. Planlagt gennemførelse af hovedistandsættelsesarbejder i lejemålene (for eksempel udskiftning af skabselementer, døre, vinduer) kan tillige betinge en senere afhjælpning af påviste fejl og mangler.

Vedligeholdelse i boperioden:
Lejer sørger selv for og afholder i boperioden til at vedligeholde det lejede med maling af lofter og vægge. Lejeren kan selv forestå vedligeholdelsen ved brug af de  af udlejer anbefalede materialer. Anvendes  andre materialer (farver) end de af udlejer anbefalede, må lejer ved fraflytning påregne at skulle bekoste, at lejemålet bringes tilbage til det oprindelige af udlejer anbefalede materialeudvalg. Ejendommen refundere ikke lejers udgifter i forbindelse med dette arbejde.
Udgifter til vedligeholdelse og fornyelse af gulve afholdes af kollegiet, medmindre disse arbejders udførsel er påkrævet som følger af lejers behandling af det lejede.  – (for eksempel ridser i gulvet).
Reparation af køle/fryseskabe, komfurer og lignende udføres og betales af kollegiet, dog må lejer selv betale, såfremt skader er opstået på grund af misligholdelse, forkert brug af det lejede. Pakninger, cisterner radiatorer, blandingsbatterier og lignende, reparationer og udskiftninger udføres af kollegiet, dog må lejer selv betale, såfremt skader er opstået på grund af misligholdelse, forkert brug af det lejede.

Låse der er slidt op, udskiftes af kollegiet, dog skal lejer selv bekoste udskiftningen af låse såfremt udskiftningen er påkrævet på grund af manglende udleverede nøgler.

Lejer er efter samme principper som ovenfor anført ansvarlig for inventar og bygningsdele i fællesrum inklusive fælleskøkkener. Lejer er ansvarlig for skader, der er påført det lejede, fællesfaciliteter af lejer selv, lejers husstand samt eventuelle gæster.
Såfremt der opstår skader på boligen, skal lejer omgående anmelde dette til kollegiets driftsansvarlige. Undlades anmeldelse vil lejeren blive pålagt eventuelle merudgifter, der måtte følge af den manglende anmeldelse.

I lejemål med tilhørende have/fælleshave, er det beboeren, der skal holde plæne og hæk. Græsset skal holdes kort, og hækken skal klippes mindst to gange om året. Haverne vil blive inspiceret i dagene efter d. 20. juni og 20. oktober. Hvis det findes, at haverne ikke lever op til kravene, vil beboeren blive pålagt at betale for ekstern havemand.

Ved fraflytning:
Det lejede skal afleveres i pæn og rengjort stand på fraflytningsdagen, senest kl. 12:00. Der skal afleveres det antal nøgler til det lejede, som der er udleveret, ligesom eventuelle nøgler til fællesfaciliteter skal afleveres.
Lejer kan selv istandsætte det lejede med maling. Jævnfør ovenfor omkring farver og materialer.Undtaget herfra er dog malerbehandling af træværk og i vådrum, der skal behandles af professionelle håndværkere.

Der bliver af kollegiet gennemført et fraflytningssyn af lejemålet og udarbejdet en synsrapport, hvori der anføres hvilken stand lejemålet er afleveret i , og hvilke arbejder, der skal udføres. Lejer opfordres til at deltage i synes af lejemålet. Lejer skal såfremt lejer ønsker at deltage i synet henvende sig på inspektørkontoret senest en uge før fraflytningen for at aftale tid for fraflytningssynet.
Såfremt lejemåles skal males, må lejer påregne at skulle betale hele udgiften, dog fratrækkes der for maling af vægge og lofter 1/48 af udgiften for hver måned lejer har beboet det lejede, jævnfør det ovenfor i normal istandsættelse nævnte.
Ødelagte kummer, toiletter, elektriske kontakter, stik, ruder etc. Skal jævnfør ovenstående udbedres for fraflytters regning.
Såfremt lejemålet ikke er ordentlig rengjort, vinduer pudsede, køle/fryseskabe og komfur/kogeplader grundig rengjort. Toilet og vaske rengjort og afkalkede, træværk afvasket med mere, betragtes dette som misligholdelse og lejer må påregne med at skulle afholde den fulde udgift til rengøringen af lejemålet.

Fraflytters andel af den normale istandsættelse, samt udgiften til øvrige istandsættelsesarbejder, som fraflytter skal betale fuldt ud, vil om muligt blive oplyst ved fraflytningssynet. Forudsat fraflytter har oplyst sin fremtidige adresse, vil fraflytter modtage oplysning om istandsættelsens omfang og pris, senest to uger efter den berammede dato for fraflytningssynet af lejemålet.

Det må accepteres, at der ved den endelige afregning kan være en difference af fraflytters andel med op til ti procent i forhold til den oplyste pris.
Udgifter i forbindelse med reetablering af ændringer af det lejede er ikke omfattet af ovenstående bestemmelser. Krav i forbindelse hermed kan gøres gældende i fuldt omfang uanset forannævnte begrænsninger.

Vedligeholdelsesreglementet omfatter eksterne såvel som interne flytninger.

Afslutning:
På grundlag af synsrapporten bliver der udarbejdet en flytterapport, som tilsendes fraflytter sammen med en afregning for det indbetalte depositum.
Ovenstående vedligeholdelsesreglement er at betragte som en uddybning af lejekontraktens bestemmelser om, at den indvendige vedligeholdelse påhviler lejer, og udtrykker de nuværende principper for fordeling af vedligeholdelsesudgifterne mellem lejer og udlejer. Vedligeholdelsesreglementet kan til en hver tid ændres af kollegiets bestyrelse, dog kan der ikke ske ændringer i vedligeholdelsesreglementet, der pålægger lejer mere vidtgående forpligtigelser end i de i lejeloven fastsatte.